Projektet GRO

GRO Bliver den nye skole i Støvring – blandt andet. For GRO bliver rigtig meget mere end det.

GRO bliver et åbent og levende fællesskab, hvor forskellige brugere og aktiviteter mødes gennem dagen og året.

'Landsbyen' som ide

Grundideen i GRO er ’landsbyen’. Landsbyen som et billede på fællesskab, nærvær og hverdagsliv. Arkitekturen vokser ud af stedets terræn, naturkvaliteter og kulturhistorie. Det er et jordnært projekt i ordets bogstavelige forstand: tæt på landskabet, tæt på hverdagen og tæt på de fællesskaber, der skal bruge stedet.

GRO udvikles som en langtidsholdbar struktur. En struktur der kan vokse og forandres i takt med nye behov og fællesskaber. Nye funktioner kan føjes til landsbyen uden at miste nærværet, den tætte relation til landskabet og den stærke følelse af fællesskab, som er kernen i GRO. Samtidig er det omkringliggende landskab en aktiv del af hverdagen – gennem bevægelse, ophold, dyrkning, årstidernes skiften og vandets kredsløb. Naturen bliver ikke et bagtæppe. Naturen bliver en integreret del af GROs identitet, læringsmiljø og fælles oplevelser.

Fællesskabet

GRO skal være et fællesskab – og der skal være plads til alle. GRO skal understøtte små og store fællesskaber med plads til både samling, fordybelse og bevægelse. “Det lille i det store” skal være et grundlæggende princip for GROs indre. På den måde skabes der rum for mindre fællesskaber, og muligheden for koncentration, samarbejde og kreativ udfoldelse understøttes af et rigt udbud af små rum, nicher, niveauer og mere intime zoner. Vægge og flader skal tænkes aktivt som arbejds- og udstillingsmuligheder. Åbne gennemgangsrum bør minimeres, da de ofte står i vejen for fokuserede aktiviteter.

Monsido - statistik